Jeg bor tæt ved Roskilde Fjord og kan godt lide at bruge min spinnestang i glasfiber med fastspolehjul, én gang imellem. En dag, hvor jeg kom ned til stranden, det er meget lavvandet, så sad en mand med fødderne i vandet. ”Ja, jeg kan godt lide clairvoyance”, sagde han, ud i den blå luft. ”Ok”, sagde jeg, og tænkte: den mand er ikke ved sine fulde fem. ”Ja, jeg ved at det ikke er stuerent, men jeg er altså overbevist”, sagde han. ”Ok”, sagde jeg igen.
”Forleden dag mødte jeg min ven som er clairvoyant, han har hjulpet mig mange gange, og han fortalte mig, at der ville være stimer af makrel her denne onsdag. Du kan da prøve!” sagde manden. Jeg havde mine høje gummistøvler på, jeg havde stangen med, og jeg elsker makrel – men jeg svarede ham ikke. ”Ja, han sagde det havde noget med gravitationskræfterne at gøre. Månen, solen, ebbe og flod, du ved, sådan noget”, sagde manden. Jeg svarede ham stadig ikke noget som helst. Jeg bare tog min stang og gik langsomt ud i vandet. Dette var i august måned, og makrellerne fanges bedst i juli. Højsæsonen er forbi – men det vidste manden ikke noget om, selvfølgelig.
Jeg havde fladfiskeforfang på min line, og nød efterår og dejligt, varmt solskin. Så begyndte fisken at bide. Fladfisk? Nej, det var makrel! Den ene efter den anden. Jeg fyldte min taske helt op til kanten, og tænkte, nåh ja, lidt til familien i Holbæk også. Jeg så manden med fødderne i vandet på afstand, og tænkte, mon ikke han vil have lidt med hjem? De bed og de bed, jeg fangede og samlede flere i en plasticpose som lå i lommen på tasken. Da posen var fuld, gik jeg langsom ind mod stranden igen. ”Fik du noget?”, spurgte manden. ”Jeg er lidt nærsynet”. ”Jo”, sagde jeg, ”der var fisk”. ”Makrel?” ”Ja, makrel”, sagde jeg.
Jeg gav ham plasticposen fyldt med fisk, og spurgte efter hans navn. ”Johannes, efter Sankt Hans”, sagde han. ”Ja, jeg hedder Mikkel og jeg vil gerne vide noget mere om din ven. Han den clairvoyante”, sagde jeg. ”Kender han noget til mere end fisk?” ”Han kender alt, du kan spørge ham om hvad som helst”, sagde Johannes. ”Kan jeg få hans nummer?”
Ja, sådan sket det, at jeg begyndte at tale med en clairvoyant i Roskilde. Jeg taler med ham i telefon en gang pr. måned, vi taler lidt, og så tuner han ind på mit liv. Nu har jeg fået så meget at vide om min fremtid, at jeg er blevet utålmodig. Jeg bare venter på den pige, de der børn og al den fisk jeg vil fange i Fjorden. Johannes har jeg ikke set flere gange, men på en måde synes jeg at stemmen hos den mand jeg taler med, virker bekendt. I går mødte jeg en pige i havnen i Roskilde. Jeg tror det hende. Næste gang spørger jeg om hun har lyst til en lille sejltur med min båd.
“